Computerimplementerede opfindelser er det, vi andre kalder software

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Kan man tage patent på software eller ej? Spørgsmålet er central ift. diskussionen om softwarepatenter op til folkeafstemningen d. 25. maj, hvor Danmark skal stemme om at være med i den fælles europæiske patentdomstol. Adskillige patentadvokater deltager ivrigt i diskussionen på Twitter, så jeg spurgte en af dem, hvor grænsen for software går.

For en god ordens skyld: Afstemningen handler ikke om, hvad der kan patenteres, men om det skal være nemmere for patentansøgere at ansøge om patent på tværs af de lande, der er med i den fælles patentdomstol.

Lad mig starte med at slå en ting fast: Jeg mener, at når det kommer til software, er Open Source vejen frem, fordi patent og dermed køb af licens er:

  • Spild af penge, når pengene kan bruges på at skræddersy til det, man reelt har brug for
  • Forhindring af innovation, fordi nye øjne kan forbedre det, vi selv er nået frem til, men enten ikke kan eller har haft behov for at komme videre fra
  • Arrogant, fordi man bør være ydmyg nok til at erkende, at man hverken er fejlfri eller kan se samtlige potentialer i det, man har mellem hænderne, mens man har det

Men derfor kan det jo godt være, at patentdomstolen ikke ændrer på, om man kan tage patent på software i Danmark.

Hvornår er software kun software?

Patentadvokaterne og ja-siden, bl.a. Dansk Industri m.fl. fremfører igen og igen, at man ikke kan tage patent på software. I stedet fremstår definitionen ‘computerimplementerede opfindelser‘ som central for forståelsen af, hvad der kan patenteres.

Computerimplementerede opfindelser eller fremgangsmåder, der er implementeret i en computer, kan godt patenteres, hvis opfindelsen eller fremgangsmåden ‘løser et teknisk problem’. Ja-siden og patentjurister beder os skeptikere slå koldt vand i blodet, for som de siger, software skal fortolkes meget snævert:

Sagen er bare, at mange computerimplementerede opfindelser i sagens natur afvikles i en bestemt kontekst, software. Allerede her griber de to altså ind i hinanden, og det ændrer en fremgangsmåde altså ikke på. Men for at lade ret være ret, så kan man ikke patentere kildekode, som software er udgjort af. Der kræves altså en fremgangsmåde, som skal kobles med softwarens kildekode, før vi har at gøre med en computerimplementeret opfindelse, ifølge Jan Simonsen:

Hvad er en fremgangsgmåde? En fremgangsmåde er en teknisk løsning på et problem. Fx at en handling, man foretager sig i løbet af et besøg på et website, skal gemmes til senere brug for websitets funktionalitet. Det er usikkert og ikke særligt klogt at lade brugere gemme direkte i kildekoden, så vi har altså brug for en anden form for fremgangsgmåde, der tager udgangspunkt i brugeren, for at fx brugerens handlinger kan gemmes til senere brug. Derfor har vi cookies.

Man bruger cookies til mange ting og for en god ordens skyld: Cookies er ikke pr. defintion onde. Det er når det bliver ugennemsigtigt, hvilke data cookien gemmer om dig, og hvem disse data deles med, at det bliver problematisk.

Mange webshops bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen, så man fx ikke skal lægge indholdet i kurven igen og igen, hver gang man forlader kurven for at kigge videre på sitet, før man endeligt beslutter sig for, hvad man køber. Men kan man virkelig patentere en webshop-løsning, bare fordi den benytter den slags allerede bredt anvendte teknologi?

Hvis nogen patenterer denne webshop-løsning (der findes i dag flere Open Source webshop-løsninger), hvor indholdet i min kurv gemmes i en cookie, er det en fremgangsmåde til løsning af et problem: brugeren får mulighed for at shoppe videre uden at få kurven ryddet.

Selvom webshoppen er ren kildekode, er fremgangsmåden, brug af cookien, en specifik løsning på min webshop-løsnings problem. Software+fremgangsmåde (webshop-kode+cookie) er nu i teorien en computerimplementeret opfindelse til trods for, at det hele stadig er software i praksis. Men nu kan webshop-løsningen patenteres.

Skal patenter kunne gøre software ubrugelig?

Cookies er en udbredt fremgangsmåde, som i kombination med software bruges til rigtigt mange ting: webstatistik, login, historik på websites og personaliseret indhold, bare for at nævne et par stykker. Men cookies er bare et eksempel. Google blev fx i 2010 sagsøgt for at bruge dobbeltklik på bl.a. ipads.

Hvis software, der benytter vidt udbredte fremgangsmåder (som cookies) til at løse generelle tekniske problemer (indkøbskurve, webstatistik, login etc), kan være computerimplementerede opfindelser, risikerer vi at spænde ben for den digitale udvikling. Vi kan nemlig ikke kan være sikre på, at patenthaverne har ressourcer eller interesser i at videreudvikle eller endda bruge (læs: patenttrolde) den fremgangsmåde (webshop+brug af cookies), de har patenteret.

Som jeg ser det, skaber det langt flere problemer, end det løser. Både for dem der lever af at udvikle software og dem, der har brug for at købe software-løsninger. For hvis vi ikke må stå på skuldrene af hinanden, skal vi opfinde den dybe tallerken, hver gang vi vil bygge de simpleste ting. Og så risikerer vi at bygge unødvendigt dyre løsninger, der oven i købet risikerer at begå de samme fejl igen og igen, fordi vi ikke hjælper hinanden med at udrydde fejlene, as we go along.

Tør vi?

Det kræver mod at arbejde med Open Source. Men der er ikke noget godt alternativ. Vi kan vel alle sammen huske NemID og Rejsekortet.

Valget mellem ja eller nej til patentdomstolen handler ikke om reducering af bureaukrati og omkostninger for dem, der skal ansøge om et patent. Det er et mere grundlæggende valg om, hvorvidt vi tør være ydmyge nok til at erkende, at vi alle sammen laver fejl og ikke kan forudse alle faldgruber og potentialer, hverken fra begyndelsen eller når vi selv er nået derhen, vi vil. Det er et grundlæggende valg om, at vi tør være åbne for at hjælpe hinanden uden nødvendigvis at vide, hvor hjælpen kommer fra og, hvad den ender med at opfinde.

Derfor er det bydende nødvendigt at se igennem de juridiske definitioner, der skelner mellem software og computerimplementerede opfindelser. For dem, der udvikler og implementerer koden i praksis, er denne skelnen ligegyldig, fordi fraværet af det ene kan gøre det andet ubrugeligt.

Hvis hverken dem der har brug for software og dem, der udvikler det, får noget ud af patentjuraens definitioner, hvem er det så, vi gør det nemmere for?

Derfor bruger vi Flattr på DENFRI

I går holdt DONA gå-hjem-møde om Flattr, hvor Linus Olsson, CEO og med-grundlægger af Flattr fortalte om, hvad Flattr er og hvilke tanker der ligger bag.

DENFRI implementerede Flattr i august i år. Det gjorde vi ud fra den model, at du kan belønne de enkelte skribenter, for de indlæg de skriver. Du kan ikke belønne DENFRI.

DONA spurgte derfor, om jeg ville fortælle om, hvordan og hvorfor vi bruger Flattr på DENFRI.

Som jeg også understregede i går, er fremtidsudsigterne i dén grad stadig kun på tankestadiet. Konsekvenserne af de tanker er ikke gennemtænkte. Fremtidsslidet er derfor mest tænkt som et oplæg til diskussion.

Her er præsentationen fra i går.

Derfor bruger DENFRI Flattr from Martiningolf.dk