Om en permanent midlertidig axolotl og så en abe
En spøgelsesabe og en axolotl er to af de dyr, som jeg hele tiden vender tilbage til. Spøgelsesaben er en sær størrelse, som vist ikke gør så meget andet end at have større øjne end både sin mavesæk og hjerne. En axolotl er en mexicansk salamander som er fanget på larvestadiet. Hele tiden. Det er et grundvilkår for den.
To forskere har uafhængigt af hinanden mengeleeksperimenteret med at give axolotl hormoner, fordi de lige ville se hvad der så skete ved det. Så voksede den sig færdig, til trods for tidligere ikke at have udvist behov for det. Så så axolotl 2.0 dagens lys. Det var der ingen der før havde set hvordan så ud.
Jeg har problemer med at forstå det. Sådan på erkendelsesplanet. For man tænker vel lineært, når man tænker tid. Det er jeg i hvert fald mest vant til.
Og mht. til tid og axolotler så ender axolotl på et stadie som for andre er midlertidigt, og så må det stadie opleves som permanent for axolotl. Den kender jo ikke til andet.
Men har axolotl 2.0 så en anelse om, hvad det var der skete, og hvor naturstridigt det er, at det fandt sted?
Og hvad er det for en tilstand axolotl er i nu, hvor den tidligere permanente midlertidighed er blevet rigtigt midlertidig? Og tilmed nu er fortid.
Og hvordan ser de andre axolotler på den nye voksenaxolotl som nu tilsyneladende har redefineret begrebet ‘voksen’ indenfor axolotler samtidig med at have skabt grobund for begrebet permanent midlertidighed og bagefter undermineret begrebet midlertidighed med sit vokseri? Og dermed vel egentlig også begrebet permanent.
Det er der skrevet en sang med en fin lille video om:
Der er også sat musik til spøgelsesaber:
Og en fyr har sat youngbloods nye anthem, leopardsangen, til en axolotl der spiser:
Det er alt sammen godt.
