En spøgelsesabe og en axolotl er to af de dyr, som jeg hele tiden vender tilbage til. Spøgelsesaben er en sær størrelse, som vist ikke gør så meget andet end at have større øjne end både sin mavesæk og hjerne. En axolotl er en mexicansk salamander som er fanget på larvestadiet. Hele tiden. Det er et grundvilkår for den.

To forskere har uafhængigt af hinanden mengeleeksperimenteret med at give axolotl hormoner, fordi de lige ville se hvad der så skete ved det. Så voksede den sig færdig, til trods for tidligere ikke at have udvist behov for det. Så så axolotl 2.0 dagens lys. Det var der ingen der før havde set hvordan så ud.

Jeg har problemer med at forstå det. Sådan på erkendelsesplanet. For man tænker vel lineært, når man tænker tid. Det er jeg i hvert fald mest vant til.

Og mht. til tid og axolotler så ender axolotl på et stadie som for andre er midlertidigt, og så må det stadie opleves som permanent for axolotl. Den kender jo ikke til andet.

Men har axolotl 2.0 så en anelse om, hvad det var der skete, og hvor naturstridigt det er, at det fandt sted?

Og hvad er det for en tilstand axolotl er i nu, hvor den tidligere permanente midlertidighed er blevet rigtigt midlertidig? Og tilmed nu er fortid.

Og hvordan ser de andre axolotler på den nye voksenaxolotl som nu tilsyneladende har redefineret begrebet ‘voksen’ indenfor axolotler samtidig med at have skabt grobund for begrebet permanent midlertidighed og bagefter undermineret begrebet midlertidighed med sit vokseri? Og dermed vel egentlig også begrebet permanent.

Det er der skrevet en sang med en fin lille video om:

Der er også sat musik til spøgelsesaber:

Og en fyr har sat youngbloods nye anthem, leopardsangen, til en axolotl der spiser:

Det er alt sammen godt.

Det er i True Romance fra 1993, at Clarence spørger Alabama, hvad en Drexl er.

Drexl er Gary Oldman og Alabamas alfons. Og Dennis Hopper er Clarences far og en falleret politimand med en schæfer. Christopher Walken er ond og på jagt efter Clarence og Alabama samtidig med at være nogenlunde lige så sej, som han er i Pulp Fiction. Det er i det hele taget et stærkt lineup, hvor Patricia Arquette og Christian Slater er de mindste blandt de tunge drenge og piger.

For både Samuel L. Jackson, Gary Oldman, Christopher Walken, Dennis Hopper, Chris Penn og Brad Pitt er alle sammen med.

Og så noget af det Phil Spector girl group stuff som Alabama så godt kan lide:

Og den efterfølgende varme velkomst:

Indtil man får nogle af dem mellem fingrene, kan man lege med et virtuelt Polaroidkamera. Det kan downloades her.

Det er ingenlunde lige så sjovt som at have papiret og kameraet i hånden. Til gengæld er der muligheder i det. Muligheder som er forskellige fra dem man normalt har.

Man kan f.eks. lege, at man fotograferer for en blog hvis primære formål det er at dokumentere casual coolness blandt den-og-den de rigtige steder i byen en fredag aften.

… Eller at man er til en fest, hvor alle er lidt fulde, og et eller andet ret fotogent og lækkert dyr får en blitz smidt i hovedet på for kort afstand, og fotografen efterfølgende prøver at kompensere for det ved at tone ned for farvemætningen.

… Og bagefter bliver splittet ad af en bjørn.

Haj: 1 – 1: Søløve

Haj og mand i kajak (lyden af vand er rar):

Overdreven brug af haj på schweizisk (kräftig zuschnappen!):

David Duchovny som transvestit i anden sæson af Twin Peaks ligner Juliette Lewis ret meget.

For et stykke tid siden var det “hvordan snaver man” som tiltrak martini ‘n golf den største opmærksomhed via Google.

Den sætning er dog klart blevet udkonkurreret af “what a young girl should not know“. I sin fulde længde er sætningen genstand for hits på noget nær daglig basis, og det her webspace rangerer som nummer tre i lige netop den søgning på Google.

Man burde vælge sine buzzwords med større omhu.

For nogle dage siden var der et program på DR2 om engelsk indiemusik i 80erne og 90erne. Det fokuserede på The Smiths, The Stone Roses, The Libertines, Blur og Oasis.

Pulp blev nævnt med et ord en gang. Og ordet var Pulp. Radiohead blev slet ikke nævnt.

I går så jeg en femten minutters kortfilm som hed Your Lucky Day. Der er både blod, butikstyveri og lottokuponer på tapetet. Det er en god film, den. Det er femten minutter som man godt nok aldrig får igen, men hvis man lægger dem oven i de tre kvarter man bruger på et gennemsnits Beverly Hills afsnit, giver det en hel time. Og så er det lettere at regne med. Eller trække fra.

Det er altid rart at høre Jørgen Leth tale hen over lyd.

Fri og gratis fredagsassociation

Klikker man på katten, får man en tidlig Jimbomo at se:

Her er en anden form for Jim Morrison:

Og her er en tredje:

Og så har Only The Young Die Young lagt et mixtape mere ud. Det hedder Goodbye Summer og kan hentes via hans site her. Som sædvanlig har den her fjer ikke hørt det endnu.

0-1:

0-2:

Og godt at se at træneren har fået sig en skjorte på. Lad det endelig sive ned til kampene i superligaen. Det gælder også dig Kim Daugaard.

“A tiger’s diet includes bear”:

Gorilla vs. Bear (gorilla kaster med sten og er mistænkeligt menneskelig):

List of fictional countries

Trentemøllers cover/remix af Bruce Springsteens State Trooper bliver spillet på P3 i ny og næ. Det er godt og har henledt opmærksomheden på Springsteens album Nebraska fra 1984.

Det er her originalen af State Trooper er på. Det er dystert, desperat og har noget Jim Morrison og en shaman over sig. Det er kraftedeme godt. Og så er det low-fi på en ikke alt for skramlet måde. Ikke at der ville have været noget galt i skrammel.

Det er faktisk godt, det meste af det andet der også er på Nebraska. Trentemøllers remix af State Trooper kan hentes her.

Det synes jeg, at du skal gøre.

Efter at have læst et indlæg på lastnite.dk, lyttede jeg til Melt Banana’s cover af Beach Boys’ Surfin’ U.S.A.

Det er ikke særligt pænt gjort.