Klagesange med ukulele

Jeg har haft en ukulele siden april. Planen er, at jeg skal lære at spille Magnetic Fields‘ Luckiest Guy on The Lower East Side. Status er, at jeg kan spille to akkorder, de to første. Det er G og C, og tager os omtrent 7 sekunder ind i sangen. Så kort at Stephin Merritt ikke engang er begyndt at synge endnu. Det bliver klart bedre, hvis jeg snyder og springer forspillet over. Så er der tid til fire linjers sang, før jeg skal skifte til ukendt akkord, og fanden derfor er løs.

Man kan nå at synge:

Andy would bicycle across town
                           G
In the rain to bring you candy
                         C
And John would buy the gown
                         G
For you to wear to the prom
                C
With Tom the astronomer

Hvis det så bare blev ved det, kunne problemet måske overskues, fordi jeg så bare ville skulle lære at huske lidt mere fingerkombinatorik. Men sådan ligger landet ikke. Jeg har computerfingre. Ikke noget med klaver- eller murerfingre, nej. Fine, bløde akademikerfingre, rappe på keyboards og fjernbetjeninger, men komplet ligegyldige på en ukulele.

Konsekvensen er, at jeg kan stikke den ene af de to akkorder skråt op. Det er den der er min yndlings og en skam. Men jeg har ikke fysikken til at binde dem sammen. Og så virker det helt uoverskueligt at nå hen til tekstbidden “I know professor Blumen makes you feel like a woman, but when the wind is in your hair, you laugh like a little girl”. Det er helt ovre i fjerde vers.

Og det sætter i den grad det Archie Bronson Outfit-inspirerede projekt, The Archie Gemmill Outfit på standby.

Men det er måske også ok, når inspirationskilden nu er så gode til det, de gør.

The Archie Bronson Outfit – Harp for my sweetheart

Men skulle nogen alligevel kende til tricks til smidiggørelse af stive akademikerfingre, må de altså gerne sige til.