Mens vi venter på mening

Frisk tilbage i København fra fem måneders feltarbejde og føjten rundt i Buenos Aires og det sydligste Sydamerika venter jeg stadig på at finde ud af, hvad det mon er, at nærværende blog skal bruges til i fremtiden. For noget skal der ske. Blogs tager sig nu bedst ud når der sker noget på dem. Ellers kan man lige så godt lade være.

Indtil bloggens fremtidige formål åbenbarer sig, vil jeg henlede opmærksomheden på en anden blog. Det er http://roma.theoffside.com, og en fyr der hedder Chris. Han skriver om løst og fast, men fælles for det hele er, at det alt sammen drejer sig om AS Roma. Og han gør det godt – og sjovt.

Sidste nye skud på blogstammen er et kampoplæg til aftenens hjemmekamp mod Palermo, hvor Roma skal forsøge at hente niende sejr i rap. Indlæggets indforståethed til trods er det et af de bedste og mest interessante der længe er set. Det centrale er med, og alverdens dikkedarer er udeladt. Så kan alle være med.

En sky af ord

Martiningolf.dk har fået en tag cloud. Den findes i menulinjen foroven.

Et tag er et emneord, som man hæfter på det enkelte blogindlæg. Man tagger det. Et tag er altså at sidestille med en lille seddel som fortæller noget om det, sedlen hænger på. Et hundetegn.

Tag clouden er en liste over benyttede tags, fremstillet grafisk som noget der ligner en sky. Størrelsen på det enkelte tag i skyen afhænger af, hvor mange indlæg der er blevet tagget med netop det tag. For eksempel er tagget ‘fodbold‘ stort, fordi mange blogindlæg på den ene eller anden måde strejfer fodbold, mens et tag som ‘skildpadder‘ er mindre, fordi færre blogindlæg som handler om skildpadder.

Det skaber et overblik over de emner, som bloggen kredser om, og giver desuden mulighed for at læse blogindlæg fordelt på emner frem for kronologi.

Man kan dermed vælge kun at læse om national identitet eller fravælge netop det. Det er naturligvis farligt, fordi nogle blogindlæg så kan fravælges ud fra ret overfladiske kriterier, men sådan er det nu en gang. De fleste blogindlæg handler dog om forskellige emner, hvorfor forskellige tags kan føre en samme sted hen.

De enkelte tags for hvert blogindlæg kan ses til venstre for selve blogindlægget, hvor også dato og muligheden for at kommentere befinder sig. Derfra kan man også klikke sig ind på tag clouden.

Det korte af det lange er, at sitet nu er mere overskueligt og dermed mere brugervenligt.

Kommentarfunktionen er nu rettet

Det var vel det. Mundkurven skulle være taget af jer med Windows og Internet Explorer. Tal I bare frit.

At tale sammen frem for blot at tale

Et par stykker har fortalt mig, at de ikke kan efterlade kommentarer på blogindlæg. Mine statistikker fortæller mig alt muligt, men i bund og grund aner jeg ikke, hvem der gemmer sig bag besøgstallene, og hvem af jer der bruger hvad til at se siden.

Derfor: hvis nogen af jer har haft problemer med at kommentere på blogindlæg, vil I så ikke skrive det til mig på Facebook, sende en mail eller benytte contact-funktionen her på siden (fortæl endelig hvis den også skulle være problematisk).

For at rette det, skal jeg vide hvilken browser I bruger, og om I er Windows eller Mac brugere (OS X).

Web 2.0 handler om at tale sammen frem for blot at tale. Så al form for brok over sidens funktionalitet eller udseende modtages med kyshånd.

Tak på forhånd!