Hjælp mig Pia
Originalt klip på Jokke-svin.dk.
Originalt klip på Jokke-svin.dk.
Så forsvandt sagen om trusselsbrevet mod Pia Kjærsgaard lige så hurtigt, som truslerne fordampede til en storm i et glas vand. Således forduftede også PR-fordelene ved at knække sin stemme i Københavns lufthavn.
Men så er det godt Dansk Folkeparti har Mogens Lykketoft til at relancere den gamle nyrupske terminologi om DF som ‘ikke stuerene’, til trods for at påstå ikke at gøre netop det. Nuvel, meningsmålingerne peger i den rigtige retning. Og selv meningsmålinger kan være med til at overbevise folk om, at det er tid til et regeringsskifte. Hvor ønskværdigt en blokpolitik med DF sat uden for indflydelse end måtte være, og hvor fornuftigt det end lyder på det socialdemokratiske papir, så er det et potentielt farligt landskab som Socialdemokratiet, her anført af Lykketoft, bevæger sig ud i.
For det første må det antages at være begrænset hvor mange stemmer der er tilbage i det segment som tidligere var eller så håbefuldt mod Ny Alliance.
For det andet er der hele blokpolitikstemaet, som netop Socialdemokraterne gennem de sidste ni år har påpeget uretfærdigheden af. Gentagne gange er det fra den socialdemokratiske gruppe blevet påpeget, hvordan man blev lovet brede aftaler om dit og dat, uden at der har været hold i den slags løfter. Det modsætningsfyldte i at udmelde at man agter at isolere Dansk Folkeparti, og dermed omkring en tiende del af befolkningen, står tilbage som paradoksalt. Det kan nok kun ende med en hvem-var-det-der-skred-for-i-var-jo-inviteret diskussion som ingen vegne fører hen.
For det tredje er den slags tvungen isolation spinvand på en DF mølle som igen vil kunne påstå at være stemmen for de sorte får, som det politisk korrekte Danmark ikke vil lade tale i offentligheden. Dermed spilles folkekortet over på DFs hænder, hvorfor de igen med lethed kan stemple Socialdemokraterne som akademiske og elitære.
For Dansk Folkeparti vil påstå, at de siger, hvad de mener, det har de altid gjort, og det vil de altid blive ved med. Noget i den retning vil gjalde fra Pia Kjærsgaards lille basun. Og man skal ikke glemme, at hun mere end en gang har trukket sig sejrrigt ud af dueller med først Socialdemokratiet og dernæst Ny Alliance. Sidstnævnte var næppe særligt svært, eftersom man meget sjældent forstår hvad Naser Khader siger, og i de tilfælde hvor man gør, så giver det næppe megen mening. Og hvis det gør, så var det dumt, det der blev sagt.
Isolation er en potentielt farlig taktik for Socialdemokratiet, for der er en fin balance mellem hvor mange stemmer der vindes og hvor mange DF kan tænkes at fastholde ved sådan en udmelding. Men måske Socialdemokratiet føler at der skal smedes mens jernet er varmt: burkaforbud er der ikke opbakning til (og det er ikke Venstres skyld, Karsten Lauritzen) og Lars Løkke er uduelig.
Men måske Socialdemokratiet kunne komme med frugtbare ideer som kunne overbevise vælgerne om, hvilke gode ting og tiltag et regeringsskifte kunne kaste af sig, frem for blot at ville vise sin indflydelse ved at sætte andre udenfor indflydelse. Men måske er der ikke rigtigt andet man kan tage fat på uden at brænde fingrene alt for meget på det der varme jern.