Charismatic Megafauna: om dyr og tid
Jeg er faldet over et begreb: Charismatic Megafauna. Det lyder som en flok i beige læderindtrukne fattigmands Danny Trejo‘er. Det er det ikke. Det er dyr og handler om brugen af dem i branding- og fundraisingøjemed. Skoleeksemplet er den søde pandabjørn, som WWF bruger som logo. Den er sød og let genkendelig, hvorfor den gør sig godt som logo.
Dyrene bliver altså brugt som løftestang for en hel art, hvorfor det sagtens kan være, at en obskur underart (i artstræet hvor vi ikke vægter nogen dyr som mere værd end andre) ender som repræsentant for alle de andre, bare fordi den er fotogen eller tager sig godt ud i silhouet. Kritikere påpeger derfor risikoen for taksonomisk inflation; når en underart i den brede offentlighed opfattes som en art i sig selv. Eksempler er, at en særlig underart af ørnen bare kaldes ørn, at pukkelhvalen ender med bare at hedde hval eller Amnesty Internationals logo, lyset, som bare ender med at hedde ild. Der ryger nogle nuancer der.
Men nu vi er ved hvaler, så har min efterhånden halvandet års læsesession i Melvilles Moby Dick ført mig ad uransalige veje. Jeg er begyndt at se flere tv-programmer om hvaler, jeg har ønsket mig hvalbøger i julegave, og så har jeg brugt en del tid på at tænke over det foruroligt fascinerende i, at man har fanget hvaler som havde over 130 år gamle harpunspidser siddende i deres spæk. Man kan altså snildt risikere at rende på en hval der har mødt Herman Melville (Moby Dick er fra 1851), ligesom man på Galapagos kan snuble over en skildpadde som har hilst på Darwin, hvorefter den kunne bruge halvtreds år på at tænke over det.
For når man har god tid, kan man tage sig god tid. Det er ret interessant at tænke på, at visheden om at have god tid, i en cirkelslutning sikkert er medvirkende til, at padden bevæger sig så langsomt, og fordi den er bygget til at bevæge sig så langsomt, kan den leve så længe som det er tilfældet. Det er sgu da vildt, hvis jeg har ret.
Indtil videre har det også taget mig over halvandet år at færdiggøre min Moby Dick i 1966 version. Den er sat med Baskerville, har en lækker centreret sidenummerering samt vovede centrerede overskrifter. Det har jeg tænkt mig at overføre til mit speciale. For at give det et personligt touch. Af lige dele tradition, storhed, hval og hovmod.
Om en permanent midlertidig axolotl og så en abe
En spøgelsesabe og en axolotl er to af de dyr, som jeg hele tiden vender tilbage til. Spøgelsesaben er en sær størrelse, som vist ikke gør så meget andet end at have større øjne end både sin mavesæk og hjerne. En axolotl er en mexicansk salamander som er fanget på larvestadiet. Hele tiden. Det er et grundvilkår for den.
To forskere har uafhængigt af hinanden mengeleeksperimenteret med at give axolotl hormoner, fordi de lige ville se hvad der så skete ved det. Så voksede den sig færdig, til trods for tidligere ikke at have udvist behov for det. Så så axolotl 2.0 dagens lys. Det var der ingen der før havde set hvordan så ud.
Jeg har problemer med at forstå det. Sådan på erkendelsesplanet. For man tænker vel lineært, når man tænker tid. Det er jeg i hvert fald mest vant til.
Og mht. til tid og axolotler så ender axolotl på et stadie som for andre er midlertidigt, og så må det stadie opleves som permanent for axolotl. Den kender jo ikke til andet.
Men har axolotl 2.0 så en anelse om, hvad det var der skete, og hvor naturstridigt det er, at det fandt sted?
Og hvad er det for en tilstand axolotl er i nu, hvor den tidligere permanente midlertidighed er blevet rigtigt midlertidig? Og tilmed nu er fortid.
Og hvordan ser de andre axolotler på den nye voksenaxolotl som nu tilsyneladende har redefineret begrebet ‘voksen’ indenfor axolotler samtidig med at have skabt grobund for begrebet permanent midlertidighed og bagefter undermineret begrebet midlertidighed med sit vokseri? Og dermed vel egentlig også begrebet permanent.
Det er der skrevet en sang med en fin lille video om:
Der er også sat musik til spøgelsesaber:
Og en fyr har sat youngbloods nye anthem, leopardsangen, til en axolotl der spiser:
Det er alt sammen godt.
Doppler, dans og mellemartslighed mellem mennesker og katte
Courtney Love har udtalt, at Tarantino tilbød hende og Kurt Cobain rollerne som junkierne med adrenalinsprøjterne. Dem hvis græsplæne Vincent Vega pløjer op, fordi Mia har haft snuden for langt nede i noget af hans heroin, imens han stod og snakkede med sig selv på toilettet. Det benægter Tarantino.
Btw.: tjek det her tema om dyr i litteraturen eller Weekendavisens lille sag om mellemartslighed – hvis det da overhovedet er et ord.
Dyr på hvid baggrund
For ikke så længe siden skrev jeg lidt om nye dyr i en vulkan på Papua Ny Guinea. Jeg vil lige fortsætte ad dyresporet, men den her gang med et link til en fotograf som tager dyrebilleder, som man tager modelbilleder: på hvid baggrund. Hold især øje med chimpansen. Klik her for at se dyrene.