Opdateret kort. Se nede i bunden.

Bliver bands dårligere med alderen (min og deres)? Bevæger de sig videre i teksten? Bevæger jeg mig? Står jeg i stampe? Er vi mon gået hver til sit? Eller er jeg blevet gammel, bitter og en af dem der drømmer om en svunden guldalder?

Jeg har set mig sur på Politikens musikredaktør Erik Jensens anmeldelser. Jensen har det med konsekvent at skamrose de selvsamme albums, som jeg mener er udtryk for, at kunstnere har solgt ud, overgivet sig til pladeselskabers ønske om en bredere lytterskare og dermed højere salgstal eller på anden måde givet slip på netop det der gjorde musikken til noget specielt, uforudsigeligt og i bedste fald kreativt og nyskabende. I hvert fald til noget mere end blot et trækplaster for fulde huse i KB-hallens altødelæggende akustik?

I gamle dage – det var i de sene 90′ere og frem til midten af 00′erne – havde mine yndlingsbands en evne til at trække spændingen og ikke levere sanges klimaks efter 58 sekunder. Og de afstod fra at spille forudsigeligt på trommer. For det værste der findes, er at kunne ramme trommespillet ved første gennemlytning.

Jensen skamroser bl.a. Kings of Leon og Placebo. Kings of Leon fik (som så mange andre steder) flammende anmeldelser for deres Only By The Night, til trods for at forgængeren Because Of The Times som rockalbum er sin efterfølger overlegen på alle måder. Nuvel, Sex on Fire er fint nok til fuldskab, og de to første numre er også ok, men albummet i sin helhed når ikke forgængeren til sokkeholderne. Dertil er end ikke forsanger ‘Caleb’ Followill’s whiskyørkenomblæste stemmeføring nok. Men i det mindste spiller de ikke forudsigeligt på trommer.

Det samme er tilfældet med Placebos Battle For The Sun som skamroses af Jensen i politiken. Dette til trods for at forsanger Molko på mig lyder ligeglad, tekstuniverset fattigt, og sangene lyder lige så forudsigelige som en DF reaktion på noget der har noget at gøre med dem der, I ved nok. Og så spiller de forudsigeligt på trommer.

Det var galden. Om det var en enlig galdesvale ved jeg ikke. Og skulle nogen mene andet end jeg, så lad det endelig komme frit frem. Men i stunder, hvor ham den gnavne viser sit grimme ansigt, er det godt at man kan finde trøst hos virkelig gamle, gnavne mænd som ham her. Til trods for at undertegnedes vredesbrøl næppe nyder samme kyniske elegance.

I virkeligheden er jeg måske bare frustreret over den argentinske ladhed, som lige nu udgør den mur som min iver efter at lave interviews løber panden imod. Hvis man spørger min far, er jeg vokset op med, at et ord er et ord, en aftale er en aftale, og kartofler kommer med brun sovs. Eller i hvert fald med sovs.

Hernede foregår det anderledes. Kartoflerne kommer sjældent med sovs, og aftaler er en flygtig størrelse som uannonceret kan rykkes timer frem eller bare hen i det uvisse. I hvert fald har jeg på nuværende tidspunkt ikke nær så mange interviews i sækken, som jeg havde forestillet mig.

Det betyder på ingen måde at mit feltarbejde er i fare. Jeg har lavet interviews, har kontakter og lovning på flere interviews. Men min metode kræver en vis spredning blandt mine interviewpersoner, hvorfor fremskaffelsen af interviewpersoner afhænger af mange forskellige personer og derfor er mere ude af min kontrol, end jeg kan lide. Men det går godt, og jeg føler mig efterhånden ret sikker ved at gennemføre interviews på spansk. Det er rart. Og også lidt sejt, synes jeg.

Derudover er der også blevet spillet fodbold under autopistaen (motorvejsbroen) igen. Derfor følger en lille fodbold under autopistaen-serie. Læg mærke til hvor lidt boldkontakt jeg har, men samtidig hvor opsøgende jeg lader til at være.

Hvad meritter angår, gik den første fodboldgang ret fint. Jeg scorede et par mål og lagde også op til et par stykker (det ene med hovedet ved at vinde en hovedstødsduel – min første vundne nogensinde – det syntes jeg især var sejt).

Og sådan synes jeg tit det går. Den første gang er jeg lidt nervøs og derfor meget koncentreret, hvorfor jeg til tider spiller over evne. Men anden gang var den gamle fodboldspiller, ham der brænder oplagte chancer og falder helt ud af kampe, tilbage i mine sko. På et tidspunkt kom jeg sågar til at afslutte den forkerte vej på en 100% chance. Det affødte et ‘no!’ fra vores holds ubestridte stjerne, mens en anden efter kampen sagde til mig: “du løber meget”. Indenfor fodboldomklædningsrumsdiskurs er det en omvendt kompliment. Og den sved.

Update d. 21. nov. 2009, kl. 17.08: nu har jeg været til fodbold igen. Og jeg må erkende, at jeg åbenbart er en af dem der bruger skalaen i al dens bredde. Denne gang blev det således til fem mål, fem assists og 2 skud på stolpen.