Mormonstener med makak (introduktion til Low)
Low er mormonstener af den gode slags. Mormon fordi det er de, og stener fordi det er det. Sangen nedenfor er derfor egentlig ikke særligt kendetegnende for Low, og hvorfor de bider på mig. Low er tit en del langsommere og mere monotont end her i Monkey. Men derfor er det stadig en god sang. Især ud på de sene timer imens man er på vej et sted hen.
Men også fordi der er dyretema, omend det er et trist dyretema, som heldigvis i virkeligheden ikke rigtigt handler om dyr.
Hvis man vil starte med at høre Low, er pladen som Monkey er fra et godt sted at starte. Den er en af de nyeste (fra 2005) og hedder The Great Destroyer. Ellers er Things We Lost In The Fire (fra 2001) også ret god. Og den har ikke noget at gøre med hverken Susanne Bier eller Halle Berry.
Men hvis man er til helt sagte og knitrende mormonstener, anbefaler jeg min oprindelige vej ind til Low: A Lifetime Of Temporary Relief. Det er en samling B-sider og forskellige andre versioner. Til tider er det så tyst, at man ikke ved, om man hører musik eller ej.
Low laver desuden julesange som fungerer fremragende. Tjek f.eks. Just Like Christmas på deres Myspace.






