Hvad nu hvis alle hajer forsvandt

Tv i HD om hvidhajen er godt tv. Den kommer helt tæt på og er helt skarp. Hvis den havde fingre, ville man kunne se dens fingeraftryk. I stedet kan man se blodet sprøjte til højre og venstre, når den får ram på en pelssæl.

Den her hvide haj er årsagen til min hajfrygt. Det startede ikke med Dødens gab. Det begyndte før det. Ikke før Dødens gab i tid, for den første film er fra 1975. Men frygten var der før jeg fik set Dødens gab. Så det begyndte før. Hvis man regner i min tid. Og jeg kan ikke have været særlig gammel.

Det var et program om Thor Heyerdahl og hans Kon-Tiki eller var det Ra-ekspedition? Den første, Kon-Tiki, var i hvert fald i 1947 og Ra var i sluttredserne. Heyerdahl havde lavet nogle både af siv fra Egypten. Han fik ideen fra Titicaca-søen som ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru. Næsten fire kilometer over havoverfladen ligger søens overflade. Det er helt deroppe, hvor man får hovedpine og sover virkelig dårligt, hvis man ikke er vant til det. Søen er desuden både dyb og kold.

Heyerdahl ville bevise, at den oprindelige sydamerikanske befolkning kunne sejle virkelig langt over Stillehavet. På både lavet af siv. Derfor lavede han bl.a. bådene Kon-Tiki og Ra af siv og sejlede virkelig langt på dem. Folk blev dog desværre ikke helt overbevist om Heyerdahls teori. Han var ellers både havbiolog og antropolog.

Efter at have set nogle optagelser af Thor Heyerdahl, hvor hajer kom op og svømmede rundt om hans sivbåd, sad billedet fast. Det der med at have hajer kredsende rundt omkring en. Det hang ved. Så vidt jeg ved, er det mit tidligste minde om at være bange for hajer. Men dengang blev jeg også så bange, at jeg spurtede tværs over sportspladsen i Skodsbøl, fordi min livlige fantasi spillede mig det neurotiske puds, at græsset var hav med hajer i. Når man er enebarn er fantasi en god ven og et tveægget sværd.

Det korte af det lange er, at de i udsendelsen om hvidhajen fortalte, at bestanden af hvidhajer er ved at blive forbedret efter flere årtiers rovdrift på hajer og hvidhajer i særdeleshed. Mest baseret på frygt. Og fordi nogen godt kan lide hajfinnesuppe. I programmet fortalte de desuden, at økobalancen ville rykke sig, hvis hvidhajen uddøde. Så langt så godt. Det vidste man allerede. Hvad man ikke vidste var, at selvom hvidhajen ikke nedlader sig til at spise gopler, mener nogen teorier at antallet af gopler ville stige voldsomt, hvis hvidhajen forsvandt. Fordi det hele hænger sammen.

Som jeg ser det, står vi derfor overfor et valg: vil man bade med en smule bekymring eller helt holde op med at bade?

Hvidhajen er en god haj. Den andenstørste haj overhovedet og klart den største af dem der kan og vil tage en arm, hvis man kommer for tæt på, og den føler for det. Men forestiller man sig en situation, hvor den haj er udryddet, og vi derfor kan bade uden bekymringen om en hvidhaj havde forvildet sig ind i danske farvande, ville situationen være en anden, hvis hvidhajen var væk og goplerne tog over blev havets konger. I et sådant tilfælde ville man ifølge teorien ikke kunne sparke sig frem for vand- og brandmænd, og så ville man slet ikke kunne bade overhovedet, fordi man ville ramle direkte ind brandmandens lange tentakler.

Gopler er naturligvis lettere at finde og holde styr på. Især fordi de ikke har nogen fri vilje. De lader sig bare drive hen, hvor de end måtte drive hen. Men de er mestendels lavet af vand. Og det er til deres fordel. For som de fleste der har kastet med en vandmand ved, deler sådan en sig ved den mindste berøring. Så selvom man trawlede sig halvt ihjel, ville man ikke få et klap ud af det. Den ville dele sig som en anden T1000 i Terminatorfilmene. Tværtimod ville der så bare være endnu flere.

Så selvom man er bange for hajer, og det er vi mange der er, bør man nok lade dem være. For det første fordi det er bedst sådan. Men også fordi lavvandede strande fyldt op med brandmænd er et større skrækscenarie end den neurotisk drevne fantasi om en vildfaren hvidhaj i de danske farvande. Så indtil de begynder at gå på græs er vi sikre lidt endnu.

Haj set med fiskeøjne fra kajak

Haj: 1 – 0: Søløvesæl

Haj: 1 – 1: Søløve