Charismatic Megafauna: om dyr og tid

Jeg er faldet over et begreb: Charismatic Megafauna. Det lyder som en flok i beige læderindtrukne fattigmands Danny Trejo‘er. Det er det ikke. Det er dyr og handler om brugen af dem i branding- og fundraisingøjemed. Skoleeksemplet er den søde pandabjørn, som WWF bruger som logo. Den er sød og let genkendelig, hvorfor den gør sig godt som logo.

Dyrene bliver altså brugt som løftestang for en hel art, hvorfor det sagtens kan være, at en obskur underart (i artstræet hvor vi ikke vægter nogen dyr som mere værd end andre) ender som repræsentant for alle de andre, bare fordi den er fotogen eller tager sig godt ud i silhouet. Kritikere påpeger derfor risikoen for taksonomisk inflation; når en underart i den brede offentlighed opfattes som en art i sig selv. Eksempler er, at en særlig underart af ørnen bare kaldes ørn, at pukkelhvalen ender med bare at hedde hval eller Amnesty Internationals logo, lyset, som bare ender med at hedde ild. Der ryger nogle nuancer der.

Men nu vi er ved hvaler, så har min efterhånden halvandet års læsesession i Melvilles Moby Dick ført mig ad uransalige veje. Jeg er begyndt at se flere tv-programmer om hvaler, jeg har ønsket mig hvalbøger i julegave, og så har jeg brugt en del tid på at tænke over det foruroligt fascinerende i, at man har fanget hvaler som havde over 130 år gamle harpunspidser siddende i deres spæk. Man kan altså snildt risikere at rende på en hval der har mødt Herman Melville (Moby Dick er fra 1851), ligesom man på Galapagos kan snuble over en skildpadde som har hilst på Darwin, hvorefter den kunne bruge halvtreds år på at tænke over det.

For når man har god tid, kan man tage sig god tid. Det er ret interessant at tænke på, at visheden om at have god tid, i en cirkelslutning sikkert er medvirkende til, at padden bevæger sig så langsomt, og fordi den er bygget til at bevæge sig så langsomt, kan den leve så længe som det er tilfældet. Det er sgu da vildt, hvis jeg har ret.

Indtil videre har det også taget mig over halvandet år at færdiggøre min Moby Dick i 1966 version. Den er sat med Baskerville, har en lækker centreret sidenummerering samt vovede centrerede overskrifter. Det har jeg tænkt mig at overføre til mit speciale. For at give det et personligt touch. Af lige dele tradition, storhed, hval og hovmod.