Gin Fizz & Name Droppin’
Efter at have lyttet lidt mere til Grinderman, fik jeg lyst til at høre The Dead Weather, som via Jack White ledte mig i armene på The Greenhornes. Jeg har kendt The Greenhornes i hvert fald fem års tid, men af en eller anden grund har de været ude i kulden eller bare nede i glemslen. Det er de ikke mere.
The Greenhornes er fra Cincinatti. Uden at vide noget om Cincinatti, minder Cincinatti minder mig om Detroit. Cincinatti får mig til at tænke på en storproducerende grå industriby fra 1980ernes USA, hvor man, hvis man hang ud på et af de værtshuse som Bruce Springsteen synger om på Nebraska, kunne risikere at rende ind i Christopher Walken og Robert De Niro som de er i Deer Hunter (mao!).
Hvorom alting er, så kan man ikke komme udenom the Greenhornes, hvis man godt kan lide bare et af de projekter som Jack White er med i. Og han er med i mange. Et par af fyrene fra The Greenhornes er med i The Raconteurs og er backingband på Van Lear Rose, den plade White producerede og spillede med på for Loretta Lynn. Og så er der naturligvis soundtracket til Jim Jarmuschs Broken Flowers, hvor Bill Murray får et par på nakken samtidig med også at få mixtapes og breve skrevet på enten lyserødt papir, eller en skrivemaskine der bruger lyserødt blæk, hvor der står at han er far.
The Greenhornes lyder ofte som noget, der er lavet før. Men det er ok. De prøver ikke at lave noget nyt.
Ellers ville de sgu nok ikke optræde som et engelsk band fra 60ernes Top Of The Pops:
