Gin Fizz & Name Droppin’
Efter at have lyttet lidt mere til Grinderman, fik jeg lyst til at høre The Dead Weather, som via Jack White ledte mig i armene på The Greenhornes. Jeg har kendt The Greenhornes i hvert fald fem års tid, men af en eller anden grund har de været ude i kulden eller bare nede i glemslen. Det er de ikke mere.
The Greenhornes er fra Cincinatti. Uden at vide noget om Cincinatti, minder Cincinatti minder mig om Detroit. Cincinatti får mig til at tænke på en storproducerende grå industriby fra 1980ernes USA, hvor man, hvis man hang ud på et af de værtshuse som Bruce Springsteen synger om på Nebraska, kunne risikere at rende ind i Christopher Walken og Robert De Niro som de er i Deer Hunter (mao!).
Hvorom alting er, så kan man ikke komme udenom the Greenhornes, hvis man godt kan lide bare et af de projekter som Jack White er med i. Og han er med i mange. Et par af fyrene fra The Greenhornes er med i The Raconteurs og er backingband på Van Lear Rose, den plade White producerede og spillede med på for Loretta Lynn. Og så er der naturligvis soundtracket til Jim Jarmuschs Broken Flowers, hvor Bill Murray får et par på nakken samtidig med også at få mixtapes og breve skrevet på enten lyserødt papir, eller en skrivemaskine der bruger lyserødt blæk, hvor der står at han er far.
The Greenhornes lyder ofte som noget, der er lavet før. Men det er ok. De prøver ikke at lave noget nyt.
Ellers ville de sgu nok ikke optræde som et engelsk band fra 60ernes Top Of The Pops:
The Black Keys
Første gang jeg hørte The Black Keys var på en landevej i det sydvestlige USA. Første gang jeg hørte blues live var i New Orleans. Det første album jeg købte med the Black Keys, købte jeg i Oxford, Alabama (hvis du nogensinde kører forbi, så fortsæt med lige netop det). Det hele skete på fjorten dage og er alt sammen helt tilfældigt.
Men derfor er det stadig et hændelsesforløb koreograferet til topkarakter, og som i den grad har været en øjenåbner for blues og en kæmpe fascination af den nytænkning af blues – eller tilbage til rødderne om man vil – som bl.a. Jack White holder så ufatteligt godt på med.
Nu har The Black Keys lavet et nyt album. Det er godt, hedder Brothers og får gode anmeldelser på bl.a. undertoner.dk
Et sammenrend af folk andre steder fra
Jeg har fundet The Almighty Defenders på et eller andet mixtape, som en eller anden havde lavet. Der var meget dårlig musik på det mixtape, men også lidt godt i mellem. Der var f.eks. meget amerikansk collegerock på – og det er et fyord.
The Almighty Defenders er et sammenrend af folk fra andre bands. Det er ret populært, og det kommer der til tider gode ting ud af. The Raconteurs eller The Dead Weather f.eks. (eller tilsyneladende alt hvad Jack White kaster sig ud og ind i).
The Almighty Defenders spiller på Loppen d. 19. maj.
Et par sange med The Almighty Defenders som download her.
Og All My Loving her:
Læs mere om The Almighty Defenders her
The Dead Weather
Et hurtigt heads up. Som både lastnite.dk og andre sites beretter om, kan man nu høre en af Jack Whites mange sidegesjæfter The Dead Weathers nye plade før og indtil udgivelsen d. 11. maj. Man gør det for at undgå at dårlige, ukontrollerede versioner af pladen bliver lækket, før tid er. Og det er en god ide.
Hør her: http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=126414811
Læs mere her: http://lastnite.dk/2010/05/04/h%C3%B8r-the-dead-weathers-nye-album-i-sin-fulde-l%C3%A6ngde/
Og video til Treat Me Like your Mother her: