Jeg er ikke hjemme til at opleve, hvordan valgplakater skæmmer det københavnske bybillede for tiden. Det betyder, at jeg går glip af at se pasbilleder af politikere tale (ned) til masserne fra deres hårdt tilkæmpede lygtepælspiedestaler.

Valgplakaters udseende er vel den eneste form for politisk kommunikation som ikke er i skred og bevæger sig i takt med, hvad man tror det er, masserne vil høre. Her holdes stædigt fast i pasbilledformen.

Desværre er jeg heller ikke hjemme til at opleve kunstnergruppen Surrends modsvar på selv samme valgplakater.

I den forbindelse kan jeg nævne, at et blogindlæg om argentinsk politik er i støbeskeen.